Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Mellemøre-betændelse

Generelt
Mellemøre-betændelse kan opstå sammen med forkølelse. Virus eller bakterier kravler fra halsen op til mellemøret. Der dannes så pus eller væske i mellemøret. På grund af øget spænding i trommehinden får barnet smerter.

Symptomer
Hos små børn ses tit, at barnet tager sig til øret, er uroligt, har skrigeture, feber eller kaster op.

De typiske symptomer hos større børn er øresmerter og evt. feber.

Hvornår søger man hjælp?
Hvis barnet har smerter, er uroligt og har feber, bør det ses af en læge. Falder feberen ikke i løbet af et par dage, eller flyder det fra øret i mere end et par dage, skal barnet ses af en læge igen.

Efter tydelig mellemøre-betændelse anbefaler vi kontrol efter nogle uger hos egen ørelæge for at sikre, at der ikke samles kronisk væske i mellemøret.

Behandling
De fleste børn bliver næsten lige hurtigt raske, hvad enten de får penicillin eller ej. Hvis barnet er forpint, kan man give paracetamol (Pamol, Panodil, eller Pinex) mod smerter.

Næsedråber kan bruges til at lette passagen igennem
næsen. Derved hindres undertryk i mellemøret.
Næsedråber må max. bruges 1 uge.

Ørelægen kan prikke hul i trommehinden, hvis barnet har mange smerter, eller der er pus i mellemøret.

I dagtiden kontaktes praktiserende ørelæger. Derudover kan ørelægevagt kontaktes via det almindelige vagtlæge-system.

Forebyggelse
Det er i praksis svært at forebygge mellemøre-betændelse, idet forkølelses-sygdomme da skal undgås. Hvis dit barn har gentagne problemer med ørerne, kan løsningen være at få lagt et dræn i trommehinden.

Det kan stærkt anbefales at undgå tobaksrygning i barnets nærhed.

Daginstitution/skole
Barnet kan komme af sted, når feberen er ovre, og det kan lege med andre børn.

Det er godt, hvis du har mulighed for at holde barnet hjemme et par dage ekstra, så det ikke udsættes for ny smitte de første dage, hvor det er særlig modtageligt for ny sygdom.


Latinsk navn: Otitis media acuta