Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Indlæggelse

Neurologisk afdeling, N38, modtager patienter fra Dansk Hovedpinecenter i et indlæggelsesforløb på 14 dage. Årsager til indlæggelse kan for eksempel være medicinafvænning i forbindelse med medicinfremkaldt hovedpine, diagnosticering og udredning.

Du kan her læse mere om indkaldelse, indlæggelsesforløbet samt udskrivelse.

Indkaldelse til indlæggelse
Du vil modtage to indkaldelsesbreve fra Dansk Hovedpinecenter.

Det første brev indeholder oplysning om tidspunktet for selve indlæggelsen på neurologisk afdeling.

Det andet brev er en indkaldelse til informationsmøde hos sygepleje-gruppen i Dansk Hovedpinecenter 3-4 uger inden indlæggelsen.

Deltagelse i informationsmødet er obligatorisk forud for indlæggelsen, da det er en forudsætning for, at du får det bedste ud af indlæggelsesforløbet.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ventetid eller ændring af mødedato kan rettes til lægesekretær Lis Jønsson på telefon 38 63 46 90 eller 38 63 20 62 tirsdag og torsdag mellem kl. 10.30 – 11.30.

I ventetiden
Har du spørgsmål vedrørende din hovedpine eller medicinske behandling, bedes du kontakte sygeplejegruppen i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 22 75 mandag til fredag mellem kl. 9.00 og 11.00.

Selve indlæggelsen
Indlæggelsen finder sted på Neurologisk sengeafsnit N38 i hovedbygningen, 8. sal – østfløjen.

Der vil oftest være 6 patienter med hovedpine indlagt samtidigt. Du vil blive indlagt på ”stillestue” uden TV. TV forefindes dog i den fælles dagligstue.

Der er ikke patienttelefon på afdelingen, men det er tilladt at medbringe mobiltelefon. Mobiltelefonen skal være slukket på din sengestue af hensyn til dine medpatienter.

Besøgende er velkomne på afd. N38, men vi gør opmærksom på, at der er afgrænsede besøgstider, da det er vigtigt for dig som patient, at du har ro omkring dig og mulighed for at stresse af.

Telefonnummeret til afdeling N38 er: 38 63 36 38.

Indlæggelsesforløbet
Indlæggelsen varer 14 dage med indlæggelsesdag tirsdag og udskrivningsdag mandag.

På indlæggelsesdagen vil en læge fra afdelingen optage indlæggelsesjournal og tage stilling til behov for medicin under indlæggelsen samt behov for undersøgelser/udredning. Næste dag kommer en speciallæge fra Dansk Hovedpinecenter og gennemgår planen for din indlæggelse og foretager eventuelle justeringer. Denne speciallæge er din behandlingsansvarlige læge og vil følge dig under hele indlæggelsen.

Du vil under indlæggelsen blive undersøgt af en fysioterapeut, såfremt lægen finder behov for dette. Fysioterapeuternes behandlingstilbud under indlæggelsen er holdundervisning.

Der er planlagt en samtale med en psykiater. Endvidere vil du deltage i et gruppe/undervisningsforløb over tre gange, der ledes af en psykolog. Undervisningen er rettet mod smerte- og stresshåndtering.

I den anden indlæggelsesuge vil sygeplejegruppen i Dansk Hovedpinecenter undervise i hovedpineformer. Denne undervisning foregår på Dansk Hovedpinecenter, område Nord, bolig 19-20.

På udskrivningsdagen skal du deltage i en udskrivningskonference med de forskellige behandlere, der har taget sig af dig. Her er du meget velkommen til at tage en pårørende med.

Under indlæggelsen kan du ikke forvente orlov fra hospitalet.

Efter udskrivelsen
Efter udskrivelsen vil du igen blive fulgt ambulant hos lægerne og sygeplejegruppen på Dansk Hovedpinecenter. En medarbejder fra sygeplejegruppen vil ringe til dig en uge efter, du er udskrevet for at høre, hvordan det går. Der kan herefter aftales flere telefon-konsultationer eller ambulante besøg hos sygeplejegruppen efter behov.

Ved behov for opfølgning hos fysioterapeut foregår dette også på centret.

Der gives tid til lægekontrol samt informationsmøde hos sygeplejegruppen ca. 2 måneder efter indlæggelsesdagen.

I nogle tilfælde kan der være behov for en sygemelding efter indlæggelsen. Denne vil blive udstedt af Dansk Hovedpinecenter.