Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Hovedpineskole

Medicinfremkaldt hovedpine
Et hovedpineforløb udvikler sig forskelligt fra person til person. De fleste oplever, at hovedpinen forbliver nærmest uændret livet ud. Desværre oplever nogle også at hovedpinen gradvist forværres og bliver mere og mere hyppig. For stadigt at kunne klare de familiemæssige og arbejdsmæssige forpligtelser, er et øget medicinforbrug en naturlig udvikling.

Nogle oplever, at hovedpinen er til stede hver dag og tager derfor hovedpinemedicin og/eller smertestillende medicin dagligt. Risikoen ved dette er desværre en mulighed for at udvikle medicinfremkaldt hovedpine. Ved denne type hovedpine er det medicinen, der vedligeholder og forværrer hovedpinen. Endvidere er det sådan ved medicinfremkaldt hovedpine, at diverse behandlingstiltag som for eksempel fysioterapi eller forebyggende medicinsk behandling oftest er uden effekt.

Behandling af medicinfremkaldt hovedpine
Den eneste måde at behandle medicinfremkaldt hovedpine på, er reduktion af migræne- og smertestillende medicin i en periode på 2 måneder, da man derved kan bryde den onde cirkel.
Det kan imidlertid være en svær proces at komme igennem, og det er derfor vigtigt, at du under afvænningsperioden får den nødvendige støtte.

Hovedpineskolens formål
Formået med hovedpineskolen er, at du får den støtte under afvænningsforløbet, du har behov for samt at forebygge et eventuelt medicinoverforbrug senere hen.

Opstart af hovedpineskole
Hver 2. uge startes et nyt hold med 6-7 deltagere. Hovedpineskolen forløber over ca. 3 måneder, og der vil være i alt 6 sessioner af 2 timers varighed.

Første session ligger 2-3 uger før afvænningsperioden. Ved første session vil du få information om medicinfremkaldt hovedpine, symptomer, årsager, behandling, afvænningsforløbet samt hvilke faktorer, du skal være opmærksom på i forbindelse hermed.

Du opfordres til at tage en pårørende med ved denne session for at skabe en bedre forståelse for det forløb, du skal igennem, og for at vedkommende kan støtte dig undervejs. De følgende sessioner vil ligge et par dage før medicin-afvænningen går i gang samt ca. 1½, 2½, 4 og 8 uger efter medicinafvænningens opstart. For at få det fulde udbytte af undervisningen, er det vigtigt, at du kommer til alle 6 sessioner.

Du vil i forløbet kunne tilegne dig viden om behandling, smertehåndtering samt træningsprincipper. Undervisningen vil blive varetaget af en sygeplejerske, en psykolog samt en fysioterapeut.

Vigtigt om afbud
Ved tilmelding til hovedpineskolen forpligter du dig til at komme til alle 6 sessioner. Hvis du alligevel bliver forhindret i at komme, skal du kontakte sygeplejegruppen på telefonnummer 38 63 22 75. Sygeplejegruppen træffes mandag, tirsdag, torsdag og fredag mellem kl. 9.00 og 11.00. Du kan også melde afbud via mail GLO-hovedpineafbud@regionh.dk  

Undervisere
Sygeplejegruppen i Dansk Hovedpinecenter er ansvarlig for hovedpineskolen, og det tilstræbes, at det er den samme person, der er til stede ved alle sessionerne. Sygeplejegruppen varetager undervisningen omkring hovedpine og behandling.

Der vil blive lagt vægt på undervisning omkring det at kunne skelne mellem forskellige typer hovedpine, korrekt behandling af hovedpine (medicinsk og ikke-medicinsk), samt forebyggelse af ny medicinfremkaldt hovedpine.

Psykologen
Psykologen varetager undervisning om, hvordan det er at leve med hovedpine og alternative strategier til håndtering af hovedpine.

Fysioterapeuten
Fysioterapeuten vil varetage undervisningen omkring muskelspændinger i forbindelse med hovedpinen, da disse vil kunne enten vedligeholde eller forstærke hovedpinen. Der undervises i, hvordan du aktivt kan afhjælpe muskelspændingerne og dermed lindre smerterne.

Det vil være et kontrolbesøg hos lægen efter 2 måneders medicinreduktion. Her vil blandt andet blive taget stilling til den fremtidige behandling. Datoen for lægebesøget får du efter opstart af hovedpineskolen.

 

Program for hovedpineskolen:

1. session: 2-3 uger før start på medicinafvænningen. Introduktion til afvænningsforløbet. Gennemgang af medicinfremkaldt hovedpine.

2. session: Et par dage før medicinafvænningen starter. Introduktion til afvænningsforløbet. Individuel vejledning

3. session: 1½ uge efter start på medicinafvænningen. Opfølgning på den første uge. Smertehåndtering v/psykolog.

4. session: 2½ uge efter start på medicinafvænningen. Opfølgning. Gennemgang af hovedpineformer og triggerfaktorer.

5. session: 4 uger efter start på medicinafvænningen. Opfølgning.

Anatomi og holdning og basal ergonomi v/fysioterapeut

6. session: 8 uger efter start på medicinafvænningen. Opfølgning på hele forløbet samt udveksling af erfaringer.

Opfølgning v/fysioterapeut. Undervisning i forebyggelse af medicinfremkaldt hovedpine samt behandling af hovedpine.