Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Iltbehandling ved Horton’s hovedpine

Bestilling af iltapparatet:

Iltapparatet bestilles af personalet på Dansk Hovedpinecenter.

Levering af iltapparatet:
Hvis du bor i Region Hovedstaden leveres iltapparatet af firmaet AGA. Hvis du bor i en anden region vil apparatet blive leveret af det iltfirma, som regionen har indgået en leveringsaftale med. Du vil blive kontaktet telefonisk af iltleverandøren med henblik på, hvornår levering af apparatet kan finde sted. Leverandøren kan give dig en kort instruktion i brugen af apparatet. Leveringen kan ske fra dag til dag.

Du har både mulighed for at få leveret et stationært apparat til brug i hjemmet samt et transportabelt apparat til brug på for eksempel arbejdet. Du skal være opmærksom på, at ingen af apparaterne må komme i nærheden af åben ild.

Opfyldning af apparatet:
Når iltapparatet er ved at være tomt, skal du ringe til iltleverandøren med henblik på opfyldning. For patienter i Region Hovedstaden skal AGA kontaktes på telefonnummer 70 10 41 03.

Dosis:
Dosis er 7 -10 liter per minut med mindre andet er aftalt med lægen. Apparatet vil ved levering være indstillet på den korrekte dosering.

Returnering af iltapparatet:
Kommer din Horton’s hovedpine i afgrænsede anfaldsperioder, skal du returnere iltapparatet, når anfaldsperioden er ovre. For patienter i Region Hovedstaden skal det dog understreges, at du skal beholde apparatet, hvis du har erfaring for, at din næste anfaldsperiode kommer inden for 1 år.

Pris:
Lejen af iltapparatet medfører ingen udgifter for dig.

Genbestilling af ilt:
Du vil til hver en tid have mulighed for at genbestille et iltapparat ved at kontakte personalet på Dansk Hovedpinecenter på telefonnummer 38 63 20 62.

Spørgsmål:
Har du spørgsmål vedrørende behandlingen, er du meget velkommen til at kontakte personalet på Dansk Hovedpinecenter på telefonnummer 38 63 46 92.

Iltmasker:
Når iltapparatet bliver leveret følger der automatisk en iltmaske med. De fleste patienter er glade for denne type maske og har god effekt af den. Enkelte patienter har dog brug for en anden type maske, der giver mulighed for større iltinhalationer. Denne maske kan købes for ca. kr. 300,00 af den enkelte patient.