Kondom er et aflangt hylster af meget tyndt gummi og findes i forskellige former, størrelser og farver – det kan også fås med smag.
Kondomet spærrer for sædcellerne, så de ikke kan trænge sig ind i kvindens skede. Kondomet rulles på den rejste penis før hvert samleje. Efter samlejet skal du sørge for at holde på kondomet, når du trækker penis ud. Kondomet kan ikke bruges flere gange.
Alle mænd kan bruge kondom. Kondom er den bedste metode for unge mænd og desuden én af de eneste præventionsmetoder, der beskytter mod seksuelt overførte sygdomme -kønssygdomme.
Du behøver ikke tale med lægen, før du begynder at bruge kondom. Kondomer kan købes på apoteket.
Når du bruger kondomet rigtigt ved hvert samleje er der op til 97% sikkerhed for at kvinden ikke bliver gravid.