Endometriose reagerer omtrent på samme måde som slimhinden i livmoderen, der jo som bekendt en gang om måneden afstødes, og kommer ud af skeden som menstruationsblod. Endometriose derimod kan ikke slippe ud, men vil, specielt når det sidder på æggestokkene, ofte omkapsles og udvikle sig til blodfyldte cyster, der kan variere fra få millimeter til 10-15 cm. Når endometriose sidder de andre steder, vil det ofte ligne blister eller små blodfyldte knuder (noduli), og der ses ikke sjældent menstruationslignende blod frit i bughulen.
Udviklingen af endometriose er meget vævsirriterende og giver ofte anledning til betændelsestilstand, arvævsdannelse og sammenvoksninger. Det er denne udvikling, der er årsag til mange af de symptomer, som kvinder med endometriose ofte har - så som meget smertefulde menstruationer, udtalt træthed, kroniske underlivssmerter, smerter ved samleje, diarré og smertefuld afføringstrang og ufrivillig barnløshed.
Sygdommens sværhedsgrad varierer meget fra kvinde til kvinde - fra de lette symptomer, der kan klares med Panodil til uudholdelige smerter, der truer med at invalidere kvinden. Selvom sygdommen er godartet, kan den forårsage meget alvorlige komplikationer. Endometriosen kan f.eks. afklemme urinlederne, så nyrerne holder op med at fungere eller den kan forårsage tarmslyng.
Vil du vide mere om endometriose, kan du få yderligere information på www.endo.dk
Der findes også en teenage-hotline, tlf. 21 40 19 41.