Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Gastroskopi

Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen, hvor man kan undersøge slimhinden og evt. tage vævsprøver eller prøver for mavesårsbakterier.


Hvor foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår på afsnit M07


Forberedelse til undersøgelsen

Mavesækken skal være tom ved undersøgelsen, så derfor må du ikke spise i 4 timer før undersøgelsen. Du må gerne tage et glas vand eller te indtil 2 timer før undersøgelsen, men ikke mælk.


Medicin

Livsnødvendig medicin kan indtages indtil 2 timer før undersøgelsen med et glas vand. Anden medicin kan vente til efter undersøgelsen.

Har du insulinkrævende sukkersyge bedes du kontakte afdelingen i god tid før undersøgelsen.


Beroligende medicin

Hvis du er meget nervøs før undersøgelsen, har vi mulighed for at give et beroligende middel i en blodåre i armen. Du skal så efter undersøgelsen observeres i en time i afdelingen og må ikke køre bil resten af døgnet.


Selve undersøgelsen

Undersøgelsen varer 5 – 15 min.

Vi kan tilbyde to måder at lave gastroskopi på:

  • Gennem næsen:

Hvor en meget tynd slange føres igennem et af næseborene. Ulempen er, at der kan være smerter ved indførslen gennem næsen, men til gengæld får man ikke de samme opkastningsfornemmelser og ubehag, som ved nedenstående.

  • Gennem munden:

Hvor slangen, som er lidt tykkere, føres ind gennem munden. Dette kan give anledning til opkastningsfornemmelser.

Når slangen først er kommet ned i spiserøret, er der ingen forskel på de to metoder. Hvis du og lægen sammen vælger gastroskopi gennem munden, vil du blive lokalbedøvet i svælget med en spray, som smager stærkt. Har du tandprotese, skal den tages ud. Undersøgelsen foregår, mens du ligger på venstre side. Når først slangen er kommet i spiserøret, er der ingen smerter eller større ubehag ved undersøgelsen, men lægen er nødt til at puste luft i mavesækken, hvilket kan give en trykkende fornemmelse i maven. Når undersøgelsen afsluttes vil luften blive suget ud igen.

Under undersøgelsen vil der hele tiden være en sygeplejerske, som vil støtte og hjælpe dig.


Praktiske oplysninger

  • Da undersøgelsestiden varierer meget, kan der let opstå ventetid.
    Du bedes være indstillet på ventetiden og evt. medbringe fx læsestof.
  • Opbevaring af tøj og værdigenstande.
    Vanligvis kan du tage overtøjet med ind på undersøgelsesstuen eller hænge det i et aflåst skab.
    Det frarådes at medbringe værdigenstande, da sygehuset ikke erstatter disse ved bortkomst eller tyveri.


Efter undersøgelsen

Hvis du er blevet sprayet i halsen, må du først spise og drikke efter en time, da du ellers risikerer at få noget i den gale hals.


Undersøgelsens resultat

Lægen kan ofte fortælle dig, hvad der blev fundet og evt. allerede sætte dig i behandling. Hvis der er taget vævsprøver, kan der gå op til en uge før et endeligt resultat foreligger, hvorfor du i så fald vil få en tid til samtale.


Komplikationer

Der er meget sjældent gener eller komplikationer efter en gastroskopi. Hyppigst kan der forekomme ømhed i halsen i op til et par dage efter undersøgelsen. Enkelte kan få næseblod, hvis den er foretaget gennem næsen. Der kan være overfølsomhed eller kraftig reaktion over for den beroligende medicin. I meget sjældne tilfælde kan der komme blødning eller hul på spiserør/mavesæk. Disse komplikationer viser sig ved svære mavesmerter, blodige eller sorte opkastninger.

Skulle du få et eller flere af disse symptomer, bedes du henvende dig til:

Endoskopiafsnittet, tlf. 38 63 36 07 mandag til fredag mellem kl. 8 og kl. 15.

Udenfor disse tidspunkter kontaktes skadestuen tlf. 38 63 23 00.

Du kan også henvende dig til din egen læge ved tvivlsspørgsmål.