Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Helicobacter test (UREA)

Helicobacter test - er en udåndingstest, hvor mavesækken undersøges for infektion med bakterien Helicobacter. Undersøgelsen anvendes ved mistanke om mavesår.

Hvor foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår på gastroenterologisk laboratorium på Klinisk fysiologisk afdeling på 2. sal, ved rødt trafikcenter.


Undersøgelsens princip

Bakterien Helicobacter spalter i mavesækken stoffet UREA til kuldioxid, som udåndes gennem lungerne sammen med den almindelige udåndingsluft.

Når der drikkes en lille mængde (100 mg) UREA, som er mærket med den normalt forekommende, ikke radioaktive, isotop kulstof-13, vil der dannes kulstof-13 kuldioxid i mavesækken, hvis bakterien er til stede. Dette vil udåndes gennem lungerne, og måling af indholdet af kulstof-13 kuldioxid i udåndingsluften vil derfor vise, om der er Helicobacter i mavesækken.


Undersøgelsens udførelse

·        Forud for undersøgelsen skal du have fastet i mindst 4 timer.

·        Der gives 2 halve stykker rugbrød med ost. Disse skal tygges godt og spises langsomt.

·        Når ostemadderne er spist, skal du, efter en dyb indånding, puste ud gennem et sugerør i et glas, 4 gange.

·        Herefter skal du drikke det ovenfor nævnte UREA, der er opløst i vand. Det smager også som vand.

·        Herefter ligger du på et leje på venstre side i 15 min.

·        Opsamling af udåndingsluft gentages 30 min. efter at du har drukket opløsningen, hvorefter undersøgelsen er slut.


Undersøgelsens resultat

De opsamlede prøver analyseres, og svaret vil foreligge ca. 1 uge efter at undersøgelsen er foretaget.