Omtrent hver fjerde af os snorker regelmæssigt. Det svarer til, at 1,3 mio. danskere hver nat har støjende vejrtrækning, mens de sover.
Det er hyppigere mænd end kvinder, der snorker. Overvægt øger risikoen for snorken. Det skyldes, at fedtvævet sætter sig dels på halsens yderside, og dels imellem svælgets muskler, således at svælgets diameter mindskes.
Snorken kan opstå i alle aldre og kan have mange årsager. Halvdelen af alle mennesker snorker af og til i løbet af livet.
Børn kan snorke, fordi mandler og polypper lukker luftvejene til.
En anden årsag kan være bløddele, som fylder mere end normalt, for eksempel næsepolypper, svælgpolypper, store mandler og stor tunge. Også skævheder i næseskillevæggen og hævede slimhinder i forbindelse med allergi kan være medvirkende årsag. Ved forkølelse er slimhinderne hævede, og dette kan udløse snorken eller forværre snorken.
Derudover kan snorken forværres ved indtagelse af alkohol – sandsynligvis gennem en afslapning af svælgmuskulaturen.
Tager man sovemedicin, kan dette også være en forklaring på snorken, ligeledes gennem en muskelafslapning.
Som nævnt ovenfor betyder overvægt også meget i forhold til snorken.
Derfor kan man foretage en søvnundersøgelse, hvor der typisk måles på luftstrømmen under vejrtrækning, vejrtrækningsbevægelserne (via elastikker om mave- og brystregion), iltmætningen i blodet (via en klemme på fingeren) og hjertets rytme (via elektroder klistret på brystkassen).
På baggrund af disse målinger er det muligt at sige, om der blot er tale om simpel snorken eller søvnapnø. Sidstnævnte kan yderligere klassificeres efter risiko og behov for behandling.
Visse tandlæger kan konstruere tandskinner, der kan trække underkæben fremad og dermed øge diameteren i svælget. Dette kan hos nogle mindske snorken.
Derudover er der andre, der har meldt sig på markedet med løsninger på snorken. Generelt gælder det, at alle mennesker er forskellige, og der er derfor ingen behandling, der kan bruges hos alle.
Er man overvægtig og snorker, vil et vægttab med al sandsynlighed kunne mindske snorkegenerne.
Reduktion af alkoholindtag om aftenen har også betydning for snorken.
Tager man sovemedicin, vil ophør af denne medicin kunne have effekt på snorken.
Nogle mennesker snorker udelukkende, når de ligger på ryggen. Hvis disse kan holde sig til at ligge på siden, fx ved at sy en tennisbold ind i ryggen på nattøjet, vil dette afhjælpe snorken.