Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Centrum for europæisk forskning i knogler

Peter Schwarz, professor i geriatri
Peter Schwarz

Nat. Toilettet kalder. Mørke – man viser vel hensyn. Små skridt i gangen. Fingerspidser mod væggen. Er der næsten nu. Av! Storetå vs. Dørtrin bliver på et splitsekund forvandlet til Badutspring På Kludetæppe og ender stensikkert med Gulv kontra Nærmeste Kropsdel

For de fleste er resultatet af den slags midnatsklovneri et ømt håndled eller en forstuvet ankel, men lider man af knogleskørhed kan det sagtens ende med en brækket hofte, arm eller skulder. Faktisk kan det som osteoporose-patient være risikabelt blot at sætte sig ned på køkkenstolen eller svinge sig op på cykelsadlen.

På Glostrup Hospital forsker professor i geriatri Peter Schwarz i osteoporose, der er en tilstand med nedsat knoglemængde og ændret såkaldt mikro-arkitektur, der mindsker knoglernes brudstyrke. Knogleskørhed er en folkesygdom i Danmark - cirka 400.000 personer er ramt af den, og det gør den til én af de dyreste sygdomme samfundsmæssigt set.


Forskningscenter for Aldring og Osteoporose 
Peter Schwarz er overlæge på Geriatrisk/Reumatalogisk Afdeling og samtidig leder af og drivkraft bag Forskningscenter for Aldring og Osteoporose. På blot få år er centret vokset fra én enkelt medarbejder – nemlig Peter Schwarz selv – til nu 12 fuldtidsansatte, og der fokuseres på forskning inden for områderne forebyggelse og rehabilitering samt basalforskning inden for knoglealdring og klinisk osteoporoseforskning. Centret fungerer også som klinik, og det giver med Peters Schwarz’ egne ord en perfekt blanding af forskning og kontakt til patienterne.

Peter Schwarz’ egen forskningsmæssige hovedinteresse er parathyroidea-hormon (PTH) og dets betydning for behandling af knogleskørhed.

- Jeg begyndte at interessere mig for PTH allerede som medicinstuderende. Det har altid fascineret mig, at noget som egentlig er sygdomsfremkaldende måske også kan have en helende virkning, fortæller Peter Schwarz.

Peter Schwarz er derudover involveret i forskning inden for blandt andet:

  • Fald og faldudredning – hvor man undersøger, om samtale og intervention hjælper til at forebygge fald hos ældre
  • Knogleheling – hvor man undersøger, om det er muligt at accelerere knoglernes helingsproces
  • Mekanismerne og biologien bag osteoporose – f.eks. om p-piller påvirker udviklingen


Centrum for europæisk forskersamarbejde
Ved siden af disse projekter er Peter Schwarz sammen med seniorforsker Niklas Rye Jørgensen leder og koordinator af det europæiske forskningsnetværk ATPBone. ATPBone involverer forskere fra Italien, England, Danmark, Holland og Belgien, som i fællesskab kortlægger, hvordan et særligt signalstof kaldet ATP styrer såvel opbygning som nedbrydning af knogler. Projektet skal give en bedre basal forståelse af osteoporose og på sigt være med til at udvikle ny medicin mod sygdommen.

EU tildelte i 2007 ATPBone-projektet 22.5 millioner kr.
Du kan læse mere om ATP-Bone via linkboksen til højre.




Redaktør
Kommunikationsteam
Email L2k3G3CZ1qDPX@IBG.regionh.dk