Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ny pris gik til sygeplejersker på Kirurgisk afdeling

Susanne Mortensen og Connie Fehrend fra Ambulatoriet i Kirurgisk Afdeling har modtaget Ottsen-prisen for deres kvalitetsarbejde med fokus på sygepleje og større sammenhæng i patientforløb mellem ambulatorie og sengeafsnit
Connie Fehrend og Susanne Mortensen

Oversygeplejerskerne fra de gastrokirurgiske afdelinger i Region Hovedstaden har indstiftet en pris, der skal understøtte og påskynde basissygeplejerskernes udviklingsarbejde i praksis. 

Ottsen-prisen blev uddelt for første gang torsdag den 1. november, og gik til sygeplejerske Connie Fehrend og sygeplejerske Susanne Mortensen fra Kirurgisk afdeling D, Glostrup Hospital.

Prisen uddeles til en eller flere sygeplejersker, som har opsøgt viden og udviklet klinisk praksis og gennem en særlig indsats og engagement for den gastrokirurgiske sygepleje, øget kvaliteten af sygeplejen til kirurgiske patienter. 

Ottsen-prisen er opkaldt efter tidligere oversygeplejerske Birgit Ottsen fra Bispebejerg Hospital, som var initiativtager og foregangskvinde for mange områder indenfor sygeplejen, men i denne sammenhæng, var initiativtager til etablering af efteruddannelsen for kirurgiske sygeplejersker. 

Flot kvalitetsarbejde i ambulatoriet
De to sygeplejersker er ansat i Kirurgisk afdelings ambulatorium D57, og blev indstillet til prisen for deres kvalitetsarbejde i ambulatoriet. 

Connie Fehrend deltog i den specialerettede efteruddannelse i 2004-2005 og udførte en audit vedr. dokumentation af sygeplejen i ambulatoriet. På baggrund af resultaterne fra auditten tog Connie kontakt til sengeafsnittene, for sammen med disse at forbedre dokumentationen, så der opnås en bedre kontinuitet for patienten i overgangen mellem ambulatorie og sengeafsnit. 

Susanne Mortensen har også som led i den specialerettede efteruddannelse udført en audit, hvor hun undersøgte kvaliteten af den præ-operative information til patienter med kræft i tyktarmen, der blev givet i ambulatoriet. Susanne er på baggrund af sine resultater ved at udarbejde en lokal vejledning for informationen, så den bliver mere ensartet, og giver mere mening i samarbejdet mellem ambulatorie og sengeafsnit. 

Begge har medvirket til udvikling af sygeplejen i ambulatoriet, og en større sammenhæng og kontinuitet for patienten i samarbejdet med ambulatorie og sengeafsnittene.

I øjeblikket er de ved at afslutte en fælles audit, hvor de følger op på tidligere målinger, i forhold til de nye tiltag, som de har indført i ambulatoriet. 

De to sygeplejersker har hver modtaget et gavekort på 2.500 kr.


Redaktør
Kommunikationsteam
Email L2k3G3CZ1qDPX@IBG.regionh.dk