Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Dansk ledet forsknings-samarbejde modtager 22,5 millioner kroner til ny knogleforskning

Forskere vil udvikle ny medicin, der opbygger knoglerne
Peter Schwarz

Et europæisk forskernetværk under ledelse af professor Peter Schwarz og seniorforsker Niklas Rye Jørgensen på det nyåbnede Forskningscenter for Aldring og Osteoporose på Glostrup Hospital har netop fået tildelt 22,5 millioner kroner til et 3-årigt projekt under EU’s 7. rammeprogram. 

Projektet skal udforske en ny forståelse af knoglemassens løbende nedbrydning og opbygning. Målet er at udvikle en ny type medicin, der får knoglerne til at blive stærkere ved at genopbygge knoglevæv. 

- Hos alle mennesker sker der løbende både nedbrydning og opbygning af vævet i knoglerne. Fra 30-års alderen nedbrydes der mere end der opbygges, og hos mange mennesker bliver knogletabet så stort, at de kommer til at lide af osteoporose, altså knogleskørhed. Nu skal vi undersøge, hvordan et bestemt signalstof ved navn ATP via en binding til et protein regulerer h.h.v. opbygning og nedbrydning af knogler, fortæller Niklas Rye Jørgensen. 

Forskerne ved, at fysisk aktivitet stimulerer knoglerne til at blive stærkere. Det skyldes at der frigøres ATP, der styrker genopbygning af knogler. Forskellige laboratorieforsøg skal vise, hvordan processen helt præcist foregår og dermed give forskerne mulighed for at udvikle en ny type medicin, der virker på samme måde. 

- I dag kan vi behandle patienterne, så nedbrydningen af knogler stopper, men der er kun én medicin, der stimulerer dannelsen af nyt knoglevæv, og det er ikke alle, der kan anvende den. Derfor er det vigtigt at udvikle nye metoder, forklarer professor Peter Schwarz. 

Deltagerne i projektet har tidligere været med til at opdage signalmolekylet ATPs betydning for knogleopbygning. Nu skal de bl.a. undersøge hvordan en bestemt funktion af ATP som signalstof regulerer knogleomsætning og hvordan fejl i signal-effekten påvirker knoglemængden.

Forskernetværket hedder ”ATPBone” og består af forskere fra Danmark, Belgien, Holland, England og Italien. Projektet fik topkarakter med 14,5 point ud af 15 mulige af et uafhængigt ekspertpanel. 

For yderligere oplysninger: Kontakt Peter Schwarz på telefon 4323 4595 eller 2140 3736 eller Niklas Rye Jørgensen på telefon 47 32 56 24 eller 61 67 00 65.


Redaktør
Kommunikationsteam
Email L2k3G3CZ1qDPX@IBG.regionh.dk