Overlæge dr. med. Henrik Larsson, der er leder af Enhed for Funktionel Billeddiagnostik, er udnævnt til professor i eksperimentel og komparativ klinisk fysiologi.
Henrik Larsson er speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin og har især beskæftiget sig med billeddannelse indenfor neuroforskningen, dvs. i forbindelse med sygdomme i hjerne og nerver. Han har de sidste tre år været primus motor bag etableringen af Enhed for Funktionel Billeddiagnostik, der anvender MR-scannere til basal neuroforskning.
Sigtet med Henrik Larssons og enhedens forskning indenfor eksperimentel og komparativ klinisk fysiologi er primært at udvikle målemetoderne indenfor MR-teknologien, for at kunne skabe optimale billedoptagelser, der f.eks. kan påvise udbredelse af sygdomsprocesser og ændringer i hjernens funktion. En MR-scanner kan skabe billeder af både det undersøgte områdes anatomi og funktion, bl.a. blodgennemstrømning og nerveaktivitet. MR-forskningsfeltet er stort og indbefatter også forskning i billeddannelse indenfor bl.a. synsnervebetændelse, hovedpine, Tourettes syndrom, søvnproblemer samt hjerte- og nyresygdomme.
Glostrup Hospital er et stort neuro-hospital og Henrik Larssons forskningsenhed har et tæt tværfagligt samarbejde med de billeddiagnostiske afdelinger og de kliniske neuroafdelinger, bl.a. Neurologisk Afdeling og Neurokirurgisk Afdeling. Udover basal forskning foretager Enheden for Funktionel Billeddiagnostik også akut diagnostik af den enkelte patient, bl.a. ved blodpropper i hjernen.
Henrik Larsson er 50 år. Han er daglig leder for 15 ansatte med relation til Enhed for Funktionel Billeddiagnostik og har godt 100 videnskabelige artikler bag sig.
Tiltrædelsesforelæsningen afholdes d. 15. maj 2008 kl. 14.00 i Auditorium C på Glostrup Hospital ved indgang 7.
--------------------------------------------------------------------
For yderligere oplysninger: Kontakt Henrik Larsson på telefon 4323 2432 eller mobil 2482 4294