Professor på Glostrup Hospital, Lars Edvinsson, har modtaget ”The Bland Lane International Distinguished Professor Award ” og 660.000 dollars for sin forskning i ryger-relaterede hjertesygdomme.
Lars Edvinsson belønnes for et forskningsprojekt, der undersøger forbindelsen mellem rygning og hjerteanfald, af den amerikanske stewardesse-organisation FAMRI (Flight Attendant Medical Research Institute).
- Normalt forbinder man jo først og fremmest rygning med kræft, men faktisk er hjerteanfald den hyppigste dødsårsag blandt rygere, fortæller Lars Edvinsson.
- Vores forskning har vist, at røgpartiklerne trænger igennem lungehinderne ved at hæfte sig på kolesterolet i blodet og dermed forstærker den proces, der leder op til et hjerteanfald, forklarer Lars Edvinsson.
Bland Lane-prisen har sit navn efter stewardessen Bland Lane, der var én af de allerførste ildsjæle i kampen for retten til at undgå passiv rygning. Efter i årevis at have oplevet, hvor dyr en helbredsmæssig pris kabinepersonalet betalte for at arbejde i de dengang tilladte tobakståger, anlagde hun i 1997 erstatningssag mod de amerikanske tobaksproducenter – en sag, der endte med forlig og 300 millioner dollars til forskning inden for rygningens skadevirkninger.