Et forskningsprojekt fra Glostrup Hospital retter fokus mod den sociale skævvridning i sundhedssystemet: Tarmkræftpatienter fra de lavere sociale grupper dør tidligere end deres medpatienter fra de høje sociale grupper.
- Der er en meget klar social skævvridning, hvis man ser på tarmkræftpatienters prognose, både med hensyn til hvor godt de klarer selve operationen og deres overlevelse på lang sigt. Patienter med lav social status har større risiko for at dø af operationen og dens følger, og de lever kortere tid efterfølgende.
Så klar er konklusionen fra 38-årige Birgitte Frederiksen, læge og Ph.D. på Glostrup Hospital. Hun har netop afsluttet et treårigt forskningsprojekt, hvor hun har samkørt data fra den kliniske database over endetarms- og tyktarmskræftpatienter med data fra Danmarks Statistik om patienternes boligforhold, uddannelsesniveau, indkomst, job osv.
Forebyggelse målrettet de sociale klasser- Mine undersøgelser viser, at det er de konkurrerende lidelser, så som hjerte- og lungesygdomme, der har den afgørende betydning for den sociale skævhed i kort- og langtidsoverlevelsen. Desuden har større tobaks- og alkoholforbrug samt overvægt hos lavere sociale grupper også betydning. Derimod ser det ikke ud til at forskelle i behandlingen forårsager ulighed i overlevelsen, forklarer Birgitte Frederiksen.
Ph.D. projektet viser desuden, at socialt dårligt stillede patienter hyppigere bliver akut indlagt med perforation af tarmen eller tarmslyng end de socialt velstillede. Det kan hænge sammen med, at den samme gruppe patienter, når de starter deres behandling på hospitalet, har et mere fremskredet stadie af sygdommen end patienter med høj social status. Og det skyldes formentlig, at de går senere til læge med deres symptomer, og dermed har sygdommen tid til at vokse sig til et alvorligere stadie, forklarer Birgitte Frederiksen.
- Generelt er der i befolkningen meget lidt viden om symptomerne på tarmkræft. Og hvis man kunne lave en mere målrettet oplysning og dermed skabe større forståelse for og viden om tarmkræft, så kunne man måske stille tidligere diagnoser og forbedre overlevelsen. Men hvis det skal have den bedste effekt, så skal oplysningerne målrettes de forskellige sociale grupper. Indførelse af screening for tarmkræft vil med stor sikkerhed medføre tidligere diagnosticering, konkluderer Birgitte Frederiksen og tilføjer, at det igen risikerer at øge den sociale ulighed. For borgere i de lavere sociale grupper er nemlig også mindre tilbøjelige til at deltage i screeningsprogrammer.
Læs mere i Glostrup Hospitals videnskabelige årsberetning 2008 her>>
Fotos: Mikal Schlosser