Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

En million kroner til sjælden søvnsygdom

Hver 3. parkinson-patient har formentlig den sjældne søvnsygdom Rapid Eye Movement Behavior Disorder. Sygdommen er relativt nyopdaget og giver store gener. Søvnforskere på Glostrup Hospital har fået millionbevilling fra Lundbeckfonden, som skal bruges på at blive klogere på sygdommen.
Poul Jennum

Overlæge, klinisk forskningslektor, dr. med. Poul Jennum fra Dansk Center for Søvnmedicin, Klinisk Neurofysiologisk Afdeling har modtaget en forskningsbevilling fra Lundbeckfonden på en million kr.

Bevillingen er givet til forskning i sammenhængen mellem den sjældne søvnsygdom Rapid Eye Movement Behavior Disorder (RBD) og Parkinsons sygdom.

RBD er en relativt nyopdaget og sjælden søvnsygdom. Den er karakteriseret ved abnorm drømmeadfærd, der kan spænde fra at grine i søvne til at slå eller løbe som led i, at patienten udøver drømmen. Den til tider voldelige aktivitet kan få alvorlige konsekvenser for patienten og vedkommendes sengepartner, ligesom RBD forstyrrer den vigtige REM-søvn.

RBD ses ofte i forbindelse med udvikling af Parkinsons sygdom. Formålet med forskningsprojektet, der foregår i samarbejde med Bispebjerg Hospital, er at belyse de mekanismer i hjernen, der er årsag til, at RBD et stærkt forbundet med Parkinsons sygdom. En videnskabelig undersøgelse af sammenhængene er vigtig, da mere viden kan bidrage til at forbedre behandlingen og forebyggelse af disse alvorlige hjernesygdomme.

Kontakt:

For yderligere information om forskningsprojektet kontakt:

Poul Jennum, 4323 2512, poje@glo.regionh.dk



Fakta:

§ REM står for Rapid Eye Movement og er en vigtig fase i søvnen. Fasen er karakteriseret ved hastige øjenbevægelser og forekommer ofte fire-fem gange i løbet af en nats søvn. REM-søvnen sørger for, at vi vågner udhvilede.

§ Parkinsons sygdom rammer hjernen og medfører rysten, stive muskler og langsomme bevægelser. Sygdommen udvikler sig gradvist og kan være meget forskellig fra person til person. Parkinsonisme er en fællesbetegnelse for en række neurologiske sygdomme, som minder om hinanden i de tidlige stadier af sygdommens udvikling.

§ RBD (Rapid Eye Movement Disorder) opleves af omkring 0,5 % af befolkningen, men er stærkt overset.

§ 35 % af patienter med Parkinsons sygdom vurderes at lide af RBD.

Forskning er et højt prioriteret område på Glostrup Hospital. Et højt aktivitets- og kvalitetsniveau inden for forskning er en nødvendig forudsætning for at bevare en høj kvalitet i de kliniske ydelser. Gennem årene har vi styrket og øget forskningen. Med åbningen af Forskerparken i 2007 er der skabt et blomstrende forskningsmiljø, der leverer forskningsresultater og udvikling på et højt internationalt niveau. Læs mere på www.glostruphospital.dk.


Redaktør
Kommunikationsteam
Email L2k3G3CZ1qDPX@IBG.regionh.dk