Overlæge Anders Mortensen skal være med til at opbygge et helt nyt rygcenter på Glostrup Hospital. Han tiltræder i den nye stilling 1. juni 2010.
Størstedelen af al rygkirurgi i Region Hovedstaden skal fremover samles på Glostrup Hospital. Ledelsen af det nye Videncenter for Rygsygdomme er nu på plads med ansættelsen af overlæge Anders Mortensen, der kommer fra en stilling som konstitueret ledende overlæge på Neurokirurgisk Afdeling på Glostrup Hospital.
Afdelingsledelsen kommer derudover til at bestå af ledende overlæge Henrik Røgind, der samtidig er ledende overlæge på Reumatologisk Afdeling på Glostrup Hospital samt ledende oversygeplejerske Lulu Torm Wilenius. De tiltræder alle i deres nye stillinger 1. juni 2010.
- Det nye rygcenter skal samle både den medicinske og kirurgiske rygbehandling, og samtidig styrke forskningen på området og ikke mindst udviklingen af forbedrede forløb for patienterne. Med ansættelsen af Anders Mortensen har vi nu et stærkt ledelsesteam, som kan løfte den store og vigtige opgave, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding.
Rygoperationerne i det nye Videncenter for Rygsygdomme skal både varetages af læger med speciale i neurokirugi og læger med speciale i ortopædkirurgi. En stilling som specialeansvarlig ortopædkirurgisk overlæge i det nye videncenter vil blive besat snarest muligt.