Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Mikkel Østergaard bliver klinisk professor i reumatologi

Mikkel Østergaard er en af Danmarks fremmeste gigtforskere. 1. februar blev han udnævnt til klinisk professor i reumatologi ved Københavns Universitet og Reumatologisk Afdeling.

Han er en af Danmarks fremmeste gigtforskere. Hans banebrydende forskning i MR-scanning af gigtpatienter har bl.a. gjort det markant hurtigere at finde ud af, hvad en patient fejler. Som grøn forsker var han med til at udvikle et nyt scoresystem til at følge leddegigtpatienter med MR-scanning, der nu bliver brugt i hele verden.

Foruden leddegigt har Mikkel Østergaard i sin forskning fokus på øvrige inflammatoriske ledlidelser som fx hvirvelsøjlegigten Morbus Bechterew. Han undersøger metoder som MRI-scanning, ultralydsundersøgelser, CT-scanning samt forskellige stoffer (bio-markører) for sygdomsaktivitet, samt brusk og knogleskade, som kan måles i blod og urin. Endelig forsker han i at optimere behandlingsstrategierne ved de nævnte sygdomme.

- Vi prøver bl.a. at blive endnu bedre til at forudsige, hvordan gigt i hvirvelsøjlen udvikler sig over tid. Jo mere præcist vi kender sygdommens udvikling, desto bedre kan vi hjælpe den enkelte patient og på sigt skræddersy gigtmedicinen, siger Mikkel Østergaard.

P.t. har Mikkel Østergaard sin daglige gang i den reumatologiske forskningsenhed på Hvidovre Hospital. For nylig er de reumatologiske funktioner i Glostrup, Hvidovre og Amager blevet samlet til én, og er dermed Danmarks største reumatologiske afdeling.

Mikkel Østergaard

Mikkel Østergaard holder tiltrædelsesforelæsning 23. april 2010. Det sker som led i Forskningens Døgn på Glostrup Hospital og finder sted i Auditorium C kl. 14.00 – 15.00. I forelæsningen fortæller Mikkel Østergaard om nylige og kommende fremskridt for patienter med inflammatoriske ledlidelser.


Redaktør
Kommunikationsteam
E-mail: L2k3G3CZ1qDPX@IBG.regionh.dk