Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Ny 5,6 ton MR-scanner på plads på Glostrup Hospital

27. juli ankom en ny MR-scanner til Radiologisk Afdeling på Glostrup Hospital. Scanneren er på 1½ Tesla, vejer 5,6 ton og skal især understøtte hospitalets ny Videncenter for Rygsygdomme.

Koncentration, spænding og forventningsglæde lyste ud af de ansatte, kranfolk og Siemens-repræsentanter, der i dag var til stede, da Glostrup Hospitals ny MR-scanner skulle på plads på hospitalets 1. sal.

Et hul i muren var lige akkurat stort nok til, at de tyske scannerflyttere svedende kunne mingelere scanneren igennem og hen på den tonstunge aluminiumsplade, der lå klar i gulvet. Pladen skal absorbere vibrationerne fra scanneren, når den er i brug, så det ikke larmer så meget på de tilstødende gange og etager. Det bliver først muligt at lukke lokalet til scanneren og bygge det færdigt, efter at scanneren er blevet installeret.

Glostrup Hospital forventer at kunne tage den ny scanner i brug fra uge 37, hvor den især skal understøtte hospitalets ny Videncenter for Rygsygdomme. Videncenteret samler størstedelen af både den medicinske og kirurgiske rygbehandling i Region Hovedstaden og tilbyder tværfaglige, samlede udrednings- og behandlingsforløb for rygpatienter.

- For patienterne betyder den ny scanner bl.a., at de hurtigt kan få taget de nødvendige billeder på stedet, ventetiden mindskes, og patienterne slipper for at skulle et andet sted hen, siger vicedirektør Per Jørgensen.

Personalet på Radiologisk Afdeling og det kliniske personale i videncenteret skal ikke have billeder sendt fra andre steder, men kan hurtigt sammen vurdere scanningerne. Den udvidede kapacitet, som scanneren giver, forbedrer dermed forløbet for patienterne. Samtidig sparer den Region Hovedstaden for højere udgifter til private aktører, da flere patienter kan blive scannet inden for behandlingsgarantiens grænser.


Redaktør
Kommunikationsteamet
Email L2k3G3CZ1qDPX@IBG.regionh.dk