Bedre samarbejde og større inddragelse af patienterne skal i fokus
Sundhedsvæsenets udfordringer kræver en ny tilgang til samarbejdet mellem professioner og sektorer og større inddragelse af patienterne. Det vil et nyt dansk selskab sætte fokus på. Sundhedsstyrelsens direktør Jesper Fisker er blandt oplægsholderne ved den stiftende generalforsamling mandag den 22. marts.
Der er brug for at udnytte ressourcerne i sundhedsvæsenet på en ny og anderledes måde fremover – løsningen kan være at udnytte de eksisterende ressourcer bedre ved hjælp af interprofessionel læring og samarbejde.
Mandag d. 22 marts stiftes Dansk Selskab for Interprofessionel Læring og Samarbejde i Sundhedsvæsenet på initiativ fra Glostrup Hospital. Den stiftende generalforsamling byder på oplæg og paneldiskussion med blandt andre direktør i Sundhedsstyrelsen Jesper Fisker, lægelig direktør Johannes Gaub fra Sygehus Lillebælt og vicedirektør Marie Nonnemann, Glostrup Hospital. Generalforsamlingen foregår fra kl. 15.00 – 17.00 på Rigshospitalet, Auditorium 1.
Interprofessionel læring og samarbejde betyder, at medarbejderne udover deres egen faglighed har en viden om andre faggruppers kunnen og bruger denne viden i samarbejdet omkring pleje og behandlingen af patienten/borgeren på en måde, hvor patientens/borgerens ”stemme” altid bliver hørt. Der tale om et mere bevidst og systematisk samarbejde mellem professionerne som kan være med til at sikre:
• Tilfredse patienter/borgere, brugere og pårørende
• Høj faglighed og interagerende samarbejde mellem de forskellige professioner
• Høj tilfredshed hos medarbejdere i sundhedsvæsenet
• Styrkelse af samarbejdet mellem sundhedsuddannelserne og de forskellige sektorer i
Sundhedsvæsenet.
Erfaringer fra Canada viser, at systematisk arbejde med interprofessionel læring og udvikling har ført til færre klager fra patienterne, mere tilfredse medarbejdere og større opmærksomhed på patientsikkerned.