Patienter og personale fra den tidligere Institution for Respiratorpatienter (IRP) flytter ind på afsnit 16 allerede i næste uge.
En helt ny specialfunktion kommer til Glostrup Hospital torsdag 23. september. Den dag ankommer cirka 30 ansatte og fem respiratorpatienter. Aktiviteterne var tidligere en del af Institutionen for Respiratorpatienter (IRP), men er nu en del af Respirationscenter Øst med fysisk placering på Hans Knudsens Plads.
Glostrup Hospital har fået midler til at indrette lokaler til hele Respirationscenter Øst, der også omfatter en specialfunktion på Rigshospitalet. Planen har hidtil været, at funktionen skulle flytte samlet, når lokalerne er klar ved udgangen af 2011. Flytningen af den del af Respirationscenter Øst, som tidligere var en del af IRP, er nu fremrykket. Fremrykningen skyldes en tvist med udlejeren af de hidtidige lokaler:
- Udlejeren har afvist at indgå en lejekontrakt på vilkår, som var acceptable for regionen. Derfor foretager vi den hurtige udflytning. Funktionerne placeres på afsnit 16, indtil de blivende lokaler er klar – det kan lade sig gøre uden at det påvirker vores overordnede rokadeplan. Vi har et stort ønske om, at patienter og personale får vilkår, der er mindst lige så gode, som de er vant til, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding.